I Hobbyrummet er der mulighed for at lave alverdens kreative udfoldelser, der er både plads og tid til at fordybe sig, men man kan også bare komme og hygge sig.
Vi arbejder typisk med få kreative projekter/temaer ad gangen, så alle har mulighed for at deltage. Der vil både være lette ting og svære ting (hvis man godt kan lide udfordringer). På den måde kan både utålmodige og tålmodige sjæle være med.
Vi vil øse ud af al vores viden, tricks og teknikker i forhold til at opnå et godt og fint resultat, men ikke på bekostning af mangel på god stemning og samvær.
Projekterne arbejder vi typisk med i 2-3 uger. Efter endt projekt eller emne, skal man huske at tage sine ting med hjem.
Vi går meget op i, at de ting der bliver lavet kan bruges til noget, at det er gode og nemme materialer at arbejde med.
Vi laver alt fra porcelænsmaling, smykker, tryk på tøj, hækle og strikke, let syning, knytte, ler, male, bygge ting af enkle materialer, perler, klistermærker m.m.
Hver torsdag er det ”Tegnetorsdag”, her arbejder vi udover de forskellige projekter med frihåndstegning, ”prik til prik” tegninger, ”Querkles” og andet der har med tegning og farvelægning at gøre.
Derudover er der også de sæsonbestemte traditioner såsom jul, påske og halloween. Men vi holder selvfølgelig altid øje med, hvad der sker af nye spændende ting inden for det kreative.
Hobbyrummet er åben tirsdag aften, der er mulighed for at arbejde med lidt sværere teknikker, det kan være alt fra syning, strik, hækling, smykker, ler, blomster, eller hvad i nu synes kunne være interessant.
Hvis der er noget du bare godt kunne tænke dig at lære, eller har du en god idé til noget kreativt, så kom og tag en snak med os.
Der er brugerbetaling i hobbyrummet.
Det er en god idé at oprette en ”hobbykonto”, specielt hvis du godt kan lide at lave hobbyting. Så slipper du for at stå i kø ved Caféen, hver gang du laver noget. Du opretter en hobbykonto ved at betale et x antal penge i Caféen, får udleveret en bon, som du så giver til Margot.
Du kan også betale kontant hos Margot. Man kan desværre ikke skylde.
Bedste hilsner
Fra Leslie og Margot